Kunsten at forsvinde

Bachelor på Den Danske Scenekunst Skole 2023

Af Jonas Preben Jørgensen – Linje Sceneinstruktør

 
 

Projektbeskrivelsen:

Velkommen til Kunsten at forsvinde.

Min Bachelor på den Danske Scenekunst Skole.

Igennem 3 iscenesættelser, med udgangspunkt i folks personlige historier om ensomhed og via. machine learning, vil jeg undersøge hvordan man kan skabe metoder for at lave dramatisk tekst og iscenesætte det.


Intro: Hvorfor denne undersøgelse?

1 ud af 10 danskere dør alene. Hvorfor sker det? Hvilke liv er det som er blevet levet? Hvad gør at man ender alene, glemt og ensom på sit dødsleje? 

Hvorfor er jeg optaget at dette emne? 

Min mormor ejer værtshuset Cafe Viking på Nørrebro og der har jeg arbejdet som bartænder i mange år. Igennem den tid har jeg lært mange skæve skabninger og skæbner at kende.

Det er også her jeg har oplevet mest død. Vi havde perioder, hvor vi var til 1 begravelse om ugen, med stamkunder.

Ofte var det os fra baren, som kendte vedkommende, de eneste der mødte op.

Ingen familie, børn eller tidligere kollegaer. 

Det var som om mennesket var forsvundet ud af verden. Stille og roligt gledet ud.

Min mormor, Mor Jane

Det fik mig til at tænke over hvad det er, som gør, at mennesker, som stille og roligt forsvinder - ud af samfundet, ud af sig selv og ud af os.

Med tankerne kom spørgsmålene; Hvilket liv, det var, som de levede? Hvem var de? Hvad kæmpede de med? Hvorfor er nogen mennesker usynlige i hverdagen?

Som scenekunstner fik jeg lyst til at fortælle disse historier og se hvilket drama og poesi, der lå gemt, hvis man satte sig ned og lyttede til dem?

Min undersøgelse og bachelor har drejet sig om dette og jeg vil se om jeg kan fortælle disse historier og dramatisere dem på en ny måde. Give dem liv og udfolde dem i scenekunsten. Hvad vil det sige at forsvinde, leve på kanten, at blive glemt?

Mit udgangspunkt har altid været det samme.

Vi startede med et interview, med eller om mennesker, som på den ene eller anden måde var ved at forsvinde. En demensekspert, folk som lever med demens, en hjemløs, en politimand som havde kørt med dødspatruljen (dem som tjekker, hvis der er begået en forbrydelse, når man finder et lig), samt hinanden og hvornår vi ønskede at forsvinde ud af verden. 

Sammen med to skuespillere, en scenograf, en dramatiker og en lysdesigner - endte vi med at skabe 3 visninger, som alle handlede om at forsvinde og med helt ny dramatisk tekst.

Research, interviews og metode

Vi startede med at lave interviews og arrangere dem. 

Vi snakkede med Britta som er hjemløs. Hun var så generøs at lade os se hvordan hun levede som hjemløs og lukke os ind i hendes liv.

Interviewsene optog vi, på en Zoom-recorder og derefter transskriberede vi udvalgte dele af dem.

 

Det her er Britta. Hun er hjemløs og lukkede os ind i hendes verden

 

Interview med Britta

Transskribering Interview med Britta

52.10 “de falder om som fluer”

Hvis ik’ du er lavet af det rigtige stof så knækker du ude på gaden simpelthen, så. Jamen altså vi begraver jo hjemløse hele tiden, øh, de falder om som fluer, øh, de hjemløse blir’ ik’ specielt særligt gamle, altså så jeg har nok øh fået et eller andet fri nummer eller noget *grin*. Jamen det siges af, hjem’løse øh blir 19 år *beat* yngre end end andre, det er sgu ogs’ mange år ik’ øh, så det ka’ godt være der er bud efter dem *grin*. Jamen altså jeg er holdt op med at gå til de der begravelser, jeg ka’ simpelthen ik’ mere øh.

35.50 "jeg snakker mere end jeg sælger”

Der er noget du har misforstået jeg er ikke arbejdsløs, jeg sælger husforbi, men jeg’r hjemløs, så hvad skal jeg skrub ud og finde et arbejde for, jajajajaøh. Den findes stadivæk men ik’ hos så mange mere øh, og igen når du står ved stedet ik’ og får dine faste kunder ik’ øh, jeg snakker mere end jeg sælger aviser. Folk de kommer fordi de har brug for en sludder ik’, øh nogen er ensomme, andre kommer og snakker om noget de ik’ har lyst til at snak med familien om øh, så vi lægger skam ogs’ skulder til rigtig meget, af andre folks problemer ik’. Jamen folk de kommer og siger hvordan kan du altid være så glad, du aldrig sur. Jo siger jeg, det er jeg da. Nej men det har jeg da aldrig set. Nej sagde jeg så, jamen jeg går ik ud og sælger aviser hvis jeg er pisse sur, for jeg kommer til at skælde nogle helt forkerte mennesker ud *grin*.

 
 

Efter det arbejde, klippede vi i teksterne og lavede nye sammenhæng.

Dette er en teknik som jeg har lært fra Daniel Wedel og metoden om Det Dokumentariske blik/teater. https://www.soulfoodfilm.dk/daniel-wedel/

Det kom der bl.a. Denne tekst ud af:

De falder om som fluer

Hvis ik’ du er lavet af det rigtige stof så knækker du ude på

gaden simpelthen, så. Vi begraver jo hjemløse hele tiden, de

falder om som fluer.

De hjemløse bliver ikke specielt særligt gamle. Jeg har nok øh

fået et eller andet fri nummer eller noget. Jamen det siges

af, hjemløse, bliver 19 år yngre end end andre. Det kan godt

være der er bud efter dem. Jamen, altså jeg er holdt op med at

gå til de der begravelser,jeg kan simpelthen ik’ mere.

 

Jeg var en uge i Berlin og mødte Falk Richter som arbejder autofiktivt og skaber tekst ud fra personlige oplevelser og interviewer sig selv og spillerne.

Falk Richter og Instruktørstuderende fra DDSKS Master programmet og Scenografi studerende fra https://www.udk-berlin.de

 

Hans metode bestod i at stille en række spørgsmål og bede os besvare dem skriftligt.

Den metode tog jeg og tilpassede vores projekt.

Det kom der denne tekst ud af:

JEG FORSVINDER:

Jeg forsvinder, (gentages)

Når vi ikke taler om min søster

Når min far skal indlægges igen

Når de spørger om jeg ikke snart skal have børn

Når jeg ikke kan læse situationen

Når det er så akavet, at jeg kan mærke blodkarrene i min mave

Når min mor synes min far er kedelig

Når min far rejser til Tenerife

Når min far sidder helt grå og udbrændt i Norge

Når Daniels svigerforældre er latterlige på facebook

Når folk ikke behandler Daniel ordentlig

Når min mor ringer kl 06 om morgenen, fordi min far er faldet om

Teksten til min 2. visning blev udviklet i samarbejde med Dramatiker Frederik Timm.

Vi interviewede en politimand, som havde kørt som dødemand. Altså den afdeling som tilser lig, så snart et bliver fundet, og tjekker om der er begået en forbrydelse.  

Han så et tydeligt tegn. En overvægt af mænd imellem 60-70 som blev fundet alene og først 2-3 uger efter de var døde.

Frederik og jeg snakkede om hvilke ting, der havde gjort stort indtryk på os, udvalgte dele og Frederik skrev tekster.

Det kom der denne tekst og mange flere ud af: 

DØDEN ER EN HVID MAND I MIDT TRESSERNE. 

Lige om lidt kommer jeg til at sige noget generaliserende. 

Det føler jeg godt at jeg kan tillade mig. 

Det er altså ikke noget som på nogen måder bare bliver slynget ud. 

Der er udiskuterbar empiri bag påstanden, hvis I forstår, hvad jeg prøver at sige.  

Nu kommer det. Er I klar? 

Døden i Danmark er en afdanket hvid mand i midt tresserne. 

Jep. Den er god nok.

Jeg arbejder som dødemand (kvinde) inde på Station City. Det vil sige at jeg klarlægger årsagen bag hvert eneste dødsfald i københavnsområdet, hvor døden har indtruffet på en uventet måde.

Og jeg må altså bare sige at tallene taler et tydeligt sprog.

Etnisk danske mænd mellem tres og halvfjerds. De kradser oftere end de burde. Det siger tallene.

Hvis jeg har femogtyve dødsfald på en uge vil måske 4-5 af dem være en stiv hvid drankermand.

Sådan er det bare.

Det er ikke fordi jeg skal dømme nogen eller noget.

Men på et eller andet tidspunkt betaler man prisen for sin livsstil.

Bajere, smøger, i nogle tilfælde narko, dårlig kost (altså decideret klam mad), lidt til ingen motion og manglende hygiejne sætter sine spor før eller siden.

Har I nogensinde tænkt over hvorfor der er så mange gamle damer som lever alene?

De har simpelthen udlevet deres mænd. De heldige mænd som altså har haft en kone. Mænd der

ofte også har levet ødelagt. Men på det ydre så lidt pænere ud. indeni er deres krop bare lige så gennemsmadret af alkohol og smøgerne og mangel på motion, som de mænd der kun har sig selv.

Når jeg kommer ud til døde gamle damer er historien stort set altid den samme.

Hun har levet alene i cirka ti til femten år efter at hendes mand gik bort.

Det kan man jo tænke lidt over. Se det som et wake-up call, eller whatever.

Nu når det rent faktisk kommer fra en fagperson. Det var egentlig bare det.

Interview med Asker Bryld

 

Som sidste del af min undersøgelse, ville jeg se, hvordan man kunne udvikle tekst via. AI.

Vi interviewede Asker Bryld Staunæs vedr. metoden og hvordan man via. input fra os kunne få den kunstige intelligens, GPT-3, til at skrive om at forsvinde ud fra input.

De input den fik var fra vores transskriberede interviews.

Det kom der denne tekst ud af (det markeret med fed er det input som GPT-3 har fået af os):

*Dette er et enkelt teksteksempel ud af flere:

Skriv en historie om at forsvinde

Nej nej. Så kom hun dagen efter, har du været nede i din postkasse. Næh sagde jeg,

det har jeg ik’. Nå nå, så tænkte jeg det måtte jeg nok hellere gøre, og så lå der

ganske rigtigt et brev fra sindssygehospitalet, at jeg havde opsagt mit lejemål.

*fnis*

Så sir’ jeg, jeg har sgu da ik’ opsagt noget,

jeg skal ned og hente nogle ting. Ja, men

jeg har lige kontaktet politiet og de kommer også, sagde hun. Nu blev jeg altså lidt

forvirret, for hvad fanden havde politiet at gøre med det, men jeg tænkte, det får jeg

nok at se. Så jeg gik op på mit værelse, pakkede min taske og tog nogle af de ting

med, jeg havde brug for. Derefter gik jeg ned igen, men den gang jeg kommer ned,

står der to politibetjente. De spurgte mig, hvad jeg havde gang i, og jeg sagde, at jeg

havde fået at vide, at jeg skulle opsige mit lejemål, og jeg ville bare hente nogle ting.

Men de sagde, at det var ikke rigtigt, og at jeg skulle med dem. Så jeg blev arresteret

og ført ned på stationen, hvor de begyndte at afhøre mig. De ville vide, hvorfor jeg

havde sagt, at jeg opsagde mit lejemål, og jeg sagde, at jeg ik’ vidste det. Men de

blev ved med at spørge, og jeg blev ved med at svare, at jeg ik’ vidste det. Til sidst

blev jeg så træt af det, at jeg sagde, at jeg ville forsvinde. Og det er det sidste, jeg

husker, før jeg vågnede op på sindssygehospitalet.

 

Iscenesættelse, sitespecifikt, black boks eller video værk? 

Da vi skulle iscenesætte materialet, arbejdede vi ud fra en flad-struktur, altså at alle kunne komme med input til hvordan vi skulle sætte det på scenen, og alle hjælp med arbejdsopgaverne.

Pga. tidspres arbejdede vi ud fra princippet, den første og umiddelbare idé er den bedste idé.

Altså hvad tilbyder teksten os af idéer og associationer?  

Formen og idéen, til at Ida og Anna skulle være klædt ud som tryllekunstnere, kom fra en dag hvor vi arbejdede med teksten nede på værtshuset Cafe Viking.

Her spurgte en stamkunde os, hvad vi lavede? Jeg fortalte om projektet, og at det hed kunsten at forsvinde.

Han kiggede på os og knipsede med fingrene og sagde ”Nu er jeg væk”.

Det blev vi enige om skulle med i forestillingen.

Vi synes det rummede hele vores fortælling på en mærkelig, sjov og poetisk måde.

Spillerne kunne træde ind og ud af forskellige roller, og da de påtog sig andres stemmer og historier, skulle de ikke have nogen markant eller egen identitet. 

Derfor gav scenografen Andrea dem ens hår og kostume.

Det var ikke vigtigt hvem vi var, det var historierne og det at forsvinde ind og ud af hinanden som var fokus. 

Vi arbejdede med teksterne til de forskellige visninger på samme måde.

Hvis det var en sætning, rytme eller ord som forstyrrede flow, forståelse eller penslede noget for meget ud, fjernede vi dem.

Originalt ville jeg have iscenesat den første visning, site-specifik (altså ude i verden).

Men for at gøre tekst undersøgelsen mere ren, og ikke have for mange parametre som kunne påvirke publikums oplevelse, valgte vi at iscenesætte det hele i den samme black box.

Som en del af scenografien valgte vi at bruge sorte skraldeposer, for at symbolisere alt det som vi i samfundet glemmer eller ikke kan se.

Vi så også poserne som små verdener. Inspireret af vores samtale med Britta som bogstavelig talt som hjemløs havde hele sin tilværelse i poser, prøvede vi at spejle det samme. 

At lave en film droppede vi pga. tidsnød. Det tog betydelig mere tid at skabe teksterne og få aftaler om interviews i hus  end vi havde forudset. 

En erfaring jeg har gjort mig, når man skal lave interviews med mennesker som er ved at forsvinde.

Det foregår på deres præmisser. Når de har tid og overskud. 

Festivalugen. 3. unikke visninger, tekst skabt ud fra publikums input til AI.

Undersøgelser og tekst arbejdet blev altså til 3 forskellige visninger med hver deres fokus og spørgsmål.

Visning 01: Hvad sker der når vi selv arbejder med teksterne, skuespillerne og jeg, skaber tekst ud fra det transskriberede og interviews med hinanden?

 

Citat ”Jeg så tydeligere andre mennesker for mig, som på en måde talte gennem skuespillerne.”

”Det virkede mere virkeligt. Det var meget intenst.”

Visning 02:

Hvad sker der når teksten ud fra interviews, skrevet og bearbejdet af dramatikeren Frederik Timm? I denne visning var det kun tekster skrevet af ham. 

Citater: ”Man mærkede tydeligt at det var dramatiseret.”

”Det var klart at mærke at der var taget valg i vinkling.” 

Visning 03: Hvad sker der når man giver interviews og dele fra det til en robot?

Alle teksterne til denne visning var skrevet af Computeren/ GPT-3, med input fra os. 

Link til programmet: https://openai.com/api/

I denne visning skabte vi også en ny tekst ud fra input fra publikum live.

Altså stillede publikum nogle spørgsmål og svarene fodrede vi maskinen med og til sidst i visningen kom der en helt ny tekst som vi opførte.

Betød det noget for dig at teksterne var skrevet af en AI:

”Nej, burde måske have været skeptisk, men det strejfede mig ikke da stykket var gået i gang”

Min mormor gav mig denne kommentar efter visning: ”Det er som om det ikke har nogen sjæl”

Publikums reaktion og indsamling af data 

Efter hver visning, bad vi publikum om at udfylde et spørgeskema.

Det handlede om deres oplevelse og om det havde betydning for dem, hvordan teksterne var skabt, af hvem og hvordan.

De tendenser som jeg kan se og ting jeg har fundet overraskende, er følgende:

Visning 1 oplevede flest som autentisk og rørende. 

Men mange glemte hvordan teksterne var skabt, så snart visninger gik i gang.

Der var detaljer i sproget og fortælling som skabte stærke billeder hos mange.

Visning 2 var der lidt færre der blev rørt af. Mange synes det var tydeligt at teksterne var skabt af en dramatiker pga. rytmen, kompositionen og sproget.

Visning 3 var den der var færrest, der blev rørt af, dog ikke overvældende mange.

De fleste tænkte ikke over, at teksterne var skabt sammen med en maskine.

Jeg fandt det overraskende og interessant, at der til alle visningerne, var publikum der blev berørt.

En anden ting som var spændende, var at publikum havde flest ting som de ikke forstod i 3 visning.

Hvad opdagede jeg i mine undersøgelser? 

Igennem arbejdet har jeg opdaget flere ting.

Når man skaber materiale med udgangspunkt i mennesker og deres historie, får man meget forærende og det bliver meget potent. 

Teksterne får nogle detaljer som jeg ellers ikke oplever i klassisk dramatisk tekst.

Alle metoderne har kvaliteter og mangler.

Visning 01 og teksterne derfra, opleves som mere levende og autentiske.

Manglen var struktur og en anden form for komposition.

Visning 02 havde stærke kompositioner, rytme og dramatiske buer. Noget af den følsomhed eller detaljegrad som var til stede i første visning, var væk.

Visning 03 (AI), Robotten kan skrive, faktisk også godt…

Ja, det er ret vildt, men da det bliver så nemt at få den til at skrive nye ting, består meget af arbejdet i en stor kurratering af materialet. For du kan trykke på ’enter’ og så laver den uendelige nye versioner. Det er et fedt værktøj, men det gør også at arbejdet bliver lidt mere ufokuseret.

Det var helt klart også de tekster jeg og gruppen havde sværest ved at iscenesætte og åbne op.

Om det var fordi det var skrevet af en maskine eller ej, er jeg ikke sikker på.

Den lavede nogle uventede tekster og krøller, som jeg ikke havde regnet med.

Noget materiale blev mere potent og andet mistede noget af det følelsesmæssige impact som det havde. 

Brittas historie, hendes liv og måde hun lever på, synes jeg ikke vi fik frem.

Det at møde et menneske som hende og på den måde - skulle have været iscenesat på en anden måde.

Måske med hende på scenen, sitespecifik og givet det sin helt egen visning.

Eventuelt ligesom den tyske gruppe Rimini Protokoll -

Virkeligheds eksperter/ Hverdags ekspert - folk som fortæller deres egen historie eller ligesom Contact Teater gør i flere af deres forestillinger. 

At have den pågældende med på scenen og fortælle sin egen historie. 

Etik 

Når man iscenesætter andre menneskers historier og arbejder med dem, har man et ansvar.

Et ansvar for at behandle materialet med respekt og se dem som mennesker.

Vi bad alle medvirkende om deres tilladelse til at interviewe dem og bruge materialet.

Forklarede dem hvordan vi ville bruge det og arbejde med det.

Er det nok? Måske, måske ikke. Det er en grå zone og jeg har ikke et entydigt svar på hvordan man kan forholde sig til denne problematik.

Instruktøren Daniel Wedel, som også har arbejdet som journalist, sagde en ting som jeg synes var meget inspirerende i forhold til denne problematik (citerer frit): 

Journalister bruger argumentet; Er offentligheden interesse? Det begreb kan vi også bruge som kunstnere – skaber vi værdi og er det vigtigt at disse historier bliver fortalt? 

Derudover at være så transparant som muligt med proces og hvordan teksterne er blevet skabt.

Lav en Varedeklaration - hvem, hvordan har vi lavet det, hvorfor har vi lavet det, hvem har vi lavet det med?

Det synes jeg er nogle gode og væsentlige pointer, i forhold til denne problematik. 

Link til Rimini Protokoll: https://www.rimini-protokoll.de/website/en/

Konklusion

Alt i alt, producerede alle fremgangsmåder enormt meget tekst, mere end vi kunne nå at iscenesætte. 

Publikum blev følelsesmæssigt rørt/påvirket i alle iscenesættelserne.

At forsvinde er et stort emne, og måderne at skabe teksterne på, kunne være sin helt egen bachelor.

AI/GPT-3 robotten er et spændende og brugbart værktøj, for os som kunstnere.

Da maskinen ikke har noget skaber træng og ikke er bedre end de input vi giver dem, tror jeg at den på sigt bliver en aktiv del af at skabe kunst på.

Mennesker forsvinder rundt omkring os hele tiden.

Ud fra spørgeskemaerne kan jeg se, at det har fået folk til at reflekterer over om de kender folk, der er ved at forsvinde og hvordan de kan hjælpe med, at det ikke sker. At det her er historier som er vigtige at fortælle og fremhæve. 

At det har relevans og sin berettigelse på en scene. 

En plan (disposition) for min fremlæggelse i januar:

Intro: Hvad handlede projektet om

Proces og udvikling: Case - Britta og udvikling af tekst.

AI/Machine Learning som nyt værktøj.

Erfaring og etik.

Publikum og Spørgeskema: Citater og tendenser.

Konklusion og afrunding.

Bilag:

Her er det endelig manus for visning 01-02-03.

Derudover er det vedhæftet statistik over ensomhed og dødsfald fordelt på køn, og alkohol indtag i Danmark.

Links til dokumenter:

Danmarks Statistik

Manus Visning 01

Manus Visning 02

Manus Visning 03

Transskriberet Interview - Britta

Projektskema Til BA2023

Kunsten at forsvinde

INSTRUKTØR

Jonas Preben Jørgensen

DRAMATIKER

Frederik Timm

SKUESPILLERE

Anna Bjørgulf & Ida Marie Nielsen

SCENOGRAF

Nana Andrea Tiefenböck

LYSDESIGNER

Nana Andrea Tiefenböck

LYS, LYD OG VIDEO

Morten Hembo

FOTOGRAF

Simon Rune Knudsen 

KONSULENTER

Daniel Wedel, Inger Eilersen

TAK TIL

Sargun Oshana, Asker Bryld Staunæs, Mathias Deichmann, Joëlle Serret, Philip Munksgaard Meedom, Plejehjemmet Slottet, Krogh og Britta.